Psykoedukation
Gratis gruppe-psykoedukation til alle privatbetalende forældre
At have et barn der får stillet en diagnose er en alvorlig ting. Selvom de fleste forældre har på fornemmelsen, at der ”er et eller andet”, kan det alligevel være overvældende, når diagnosen omsider bliver stillet. I ADD Klinikken synes vi, at det er fagligt utilfredsstillende, at vi ofte kommer til at slippe vores klienter efter overleveringsmødet.
De fleste forældre har brug for psykoedukation (viden om den diagnose der er stillet) og mange har også brug for et rum, hvor de har mulighed for at møde og spejle sig i andre forældre i en situation der ligner deres egen.
Uanset om ens barn fortsætter i medicinsk behandling hos vores speciallæge eller ej, vil man som ofte stadig have mange spørgsmål samt behov for mere viden om den stillede diagnose.
Af samme grund, har vi besluttet at tilbyde et gratis gruppeforløb til alle privatbetalende forældre der får deres børn udredt i ADD Klinikken. Gruppeforløbet består af 2*2 timer, hvor vi samler 4 forældrepar til børn eller unge der har fået stillet den samme diagnose.
Det vil sige, at forældre til børn der får stillet en autisme eller opmærksomhedsdiagnose fremadrettet får tilbudt et gruppe-psykoedukationsforløb som en del af deres udredningsforløb i ADD Klinikken. Dette nye tilbud er vi rigtig stolte af, og vi håber, at det vil være med til at hjælpe vores familier bedre på vej – også uden, at det skal koste dem yderligere.
Forældre til børn der ikke er udredt i ADD Klinikken, kan naturligvis tilkøbe et gruppeforløb, hvor de placeres i en gruppe på baggrund af den stillede diagnose.