Hvad er ADHD?

En medfødt neuropsykiatrisk lidelse

ADHD (Attention Deficit Hyperactivity Disorder) er en variant af opmærksomhedsforstyrrelse, hvor der udover koncentrationsproblemer optræder hyperaktivitet og impulsivitet. På dansk hedder diagnosen Forstyrrelse af aktivitet og opmærksomhed.

ADHD er en medfødt, neuropsykiatrisk forstyrrelse, som påvirker hjernens evne til at holde fokus, styre impulser og regulere aktivitetsniveauet. Det betyder, at børn og unge med ADHD ofte har svært ved at:

  • Holde koncentrationen i længere tid
  • Strukturere og planlægge deres opgaver
  • Tænke før de handler eller taler
  • Deltage i stillesiddende aktiviteter
  • Komme i gang med aktiviteter

For mange påvirker en opmærksomhedsforstyrrelse også følelseslivet. Følelser kan være meget intense, hurtigt skiftende og svære at styre. Samtidig kan det være en udfordring at indgå i sociale sammenhænge på en hensigtsmæssig måde.

Det er vigtigt at huske, at alle kan opleve nogle af disse symptomer indimellem. Før der kan stilles en ADHD-diagnose, skal vanskelighederne være så udtalte, at de påvirker barnets evne til at lære, trives og udvikle sig.

Hvor mange har ADHD?

ADHD er en af de mest almindelige børnepsykiatriske diagnoser.
I Danmark opfylder omkring 3-5 % af børn og unge kriterierne for en opmærksomhedsforstyrrelse som ADHD eller ADD.

Hos voksne er tallet lidt lavere, cirka 1-3 %.
Det betyder, at nogle vokser fra symptomerne, mens andre fortsat oplever problemer med koncentration i voksenlivet. For mange bliver den tydelige hyperaktivitet og impulsivitet mindre med alderen og kan i stedet føles som en indre uro eller rastløshed.

Kønsforskelle i ADHD

I Danmark – som i resten af verden – får flere drenge end piger stillet en ADHD-diagnose. Omtrent 2/3 af alle ADHD-diagnoser gives til drenge.

En væsentlig årsag til forskellen er, at ADHD ofte viser sig på forskellige måder hos drenge og piger:

  • Drenge udviser ofte fysisk uro, mange skift i aktivitet og kan have svært ved at styre deres impulser og lyde. Deres symptomer er derfor mere tydelige for omgivelserne.
  • Piger med ADHD kan fremstå mindre fysisk urolige, men i stedet tale meget og hurtigt – et andet udtryk for indre uro.

ADHD hos piger derfor kan være sværere at opdage, fordi symptomerne kan være mindre synlige.

Kontakt information

Telefonen er åben mandag – fredag fra kl. 9-12
Du er selvfølgelig altid mere end velkommen til at sende os en email, hvis du har spørgsmål. Vi vil gøre vores bedste for at svare så hurtigt som muligt.