Hvad er ADD?

En medfødt neuropsykiatrisk lidelse

ADD står for Attention Deficit Disorder og er en variant af opmærksomhedsforstyrrelse, hvor hyperaktivitet ikke er fremtrædende. I det danske system hedder diagnosen Opmærksomhedsforstyrrelse uden hyperaktivitet.

ADD er en medfødt, neuropsykiatrisk lidelse, der påvirker hjernens evne til at:

  • Holde fokus over længere tid
  • Organisere og gennemføre opgaver
  • Igangsætte aktiviteter
  • Regulere opmærksomhed og mentale ressourcer

Børn og unge med ADD virker ofte drømmende, glemsomme eller langsommelige. De kæmper med at holde sig mentalt til stede og kan virke som om de “falder ud” i samtaler eller aktiviteter. Derudover kan ADD påvirke følelseslivet, så barnet hurtigere bliver overvældet, reagerer kraftigt på små ting eller har svært ved at styre følelserne. I sociale sammenhænge kan børn med ADD fremstå stille eller lidt “ved siden af” og have svært ved at byde ind på passende tidspunkter.

Koncentrationsbesvær opleves af alle mennesker i perioder. For at en udredning Ved ADD skal vanskelighederne dog være så markante, at de forstyrrer barnets trivsel, læring og udvikling for at kunne give en diagnose.

Hvor mange har ADD?

ADD hører under samme diagnosegruppe som ADHD, og tallene for forekomst indeholder dermed begge grupper. Omkring 3-5 % af børn og unge i Danmark lever med en opmærksomhedsforstyrrelse som enten ADHD eller ADD.

ADD kan være sværere at opdage end ADHD, fordi børn med ADD ofte ikke tiltrækker sig negativ opmærksomhed gennem uro. Mange børn og unge med ADD får derfor først en diagnose senere, nogle gange først i ungdomsårene eller voksenlivet.

Kønsforskelle i ADD

Når det gælder ADD, er forskellen på forekomsten hos drenge og piger mindre end ved ADHD.
ADD forekommer lige hyppigt hos drenge og piger, men fordi symptomerne kan vise sig mindre synlige hos piger, bliver de oftere overset i diagnosticeringen. 

Hos piger kan ADD undertiden forveksles med generthed eller social tilbagetrækning, hvilket kan forsinke en udredning og muligheden for behandling.

Kontakt information

Telefonen er åben mandag – fredag fra kl. 9-12
Du er selvfølgelig altid mere end velkommen til at sende os en email, hvis du har spørgsmål. Vi vil gøre vores bedste for at svare så hurtigt som muligt.