ADHD

Vores specialister har stor erfaringer med udredninger - også ADHD

Mistrivsel blandt danskere er stigende og ventelisterne bliver stadig længere. I ADD Klinikken er vi specialister inden for udredning af psykiatriske diagnoser.

Attention Deficit Hyperactivity Disorder

Hvad er ADHD

ADHD står for Attention Deficit Hyperactivity Disorder. Der er tale om en neuropsykiatrisk lidelse som omhandler kemien i hjernen. Lidelsen er medfødt og når man spørger systematisk ind til den tidlige barndom, er der ofte tidlige tegn, som i nogle tilfælde bliver slået hen som ”umodenhed”, eller ”han er jo bare en rigtig dreng”.

Når man har ADHD, er man udfordret på opmærksomhedsstyring, koncentration, hyperaktivitet og impulsivitet. Vi er som regel bedre til at få øje på børn med ADHD end dem der har ADD, og dette skyldes som regel H’et. Motorisk urolige børn, der er ”over det hele”, og som ofte fremstår forstyrrende både motorisk og verbalt udgør som regel en udfordring i undervisningssammenhænge, og derfor opdages de som regel hurtigere end børn med ADD.

ADHD og skolegang

En del af de ældre børn og unge vi ser i klinikken, kan alle berette om en særdeles slidsom skolegang, hvor de fra start har oplevet, at det har været svært at gå i skole. Mange føler sig misforståede, og de fleste har oplevet hyppig skæld ud ligesom flere har brugt mange timer udenfor klassen.

De fleste kan berette, at de er blevet kaldt ”dovne”, og generelt har der været meget lidt forståelse for deres forstyrrende adfærd, uopmærksomhed og ofte mangelfulde – eller slet ikke afleverede afleveringer. Ofte kan forældrene berette om lektielæsning som har været ekstremt konfliktfyldte samt børn der udviser voldsom frustreret og udadreagerende adfærd, når de kommer hjem fra skole.

En del af de lidt ældre børn har givet helt op på at gå i skole. Som regel giver både børnene samt de unge udtryk for at have meget påvirket selvværd og selvtillid.

ADHD og overbliksvanskeligheder

Sammen med ADHD ser vi ofte ret massive overbliksvanskeligheder, hvilket i høj grad påvirker den enkeltes behov for struktur, genkendelighed og forudsigelighed. Ofte ser vi børn og unge, der indgår relativ upåfaldende i klassen, når de har strukturerede og forudsigelige lærere, der ”har styr” på klassen, mens de agerer uroligt og ofte noget uhensigtsmæssigt, hvis klassen har vikar, eller når de har lærere som er mindre tydelige.

Fagligt ses ofte vanskeligheder med større skriftlige opgaver, gruppearbejde, ugeopgaver etc. Langt de fleste børn og unge med ADHD mangler relevante strategier til at hjælpe sig selv med at gå til en opgave, at trække på tidligere erfaringer, at strukturere og organisere problemløsningen, ligesom de generelt løser opgaver efter trial-and-error, og derfor ikke er bevidste om deres egen tænkning eller strategier.

ADHD og sociale vanskeligheder

Meget ofte oplever vi, at disse børn og unge med tiden udvikler sociale vanskeligheder. Nogle har vanskeligt ved at skabe overblik i de ustrukturerede frikvarterer, hvor de ikke ved ”hvad man skal”, mens andre oplever at blive ekskluderet, fordi der ofte opstår konflikt. Mange påtager sig rollen som ”den lille politimand”, der konstant blander sig – og konstant bliver upopulære, fordi de blander sig, hvis de oplever, at en regel ikke bliver overholdt.

Regler er til for at blive overholdt (af andre, mens de ofte bøjer de selvsamme regler, når det er til fordel for dem selv). Ofte ses en udpræget rigiditet, hvor børn der eksempelvis går til ”rigtig” fodbold, konstant kommer i konflikt i skolen, fordi der ikke spilles efter de samme regler.

ADHD og sanseintegrationsvanskeligheder

En del personer med ADHD har desuden sanseintegraionsvanskeligheder, hvilket vil sige, at de ofte oplever og reagerer anderledes på stimuli omkring dem, end personer med en neurotypisk hjerne. Mange børn og unge med ADHD, kan ikke holde syninger på tøj ud, ligesom tøj ikke må stramme. Nogle kan ikke fordrage at have strømper på, og en del kan have en tendens til at blive fysisk voldsomme, simpelthen fordi deres sanseapparat har behov for mere stimuli.

Hos de unge mænd med en udiagnosticeret ADHD ses en tendens til ”selvmedicinering” i form af alkohol og hash, ligesom nogle også bliver involveret i kriminalitet, ofte fordi de har behov for spændingen, som er med til at skabe ro og følelsen af opmærksomhedsmæssig samling i hjernen.